.. eller i hvert fald: hvad jeg har lært om podcasting så langt.

For det HAR været lærerigt. Og når jeg siger lærerigt, mener jeg, at jeg har begået en masse fejl.  Keep reading.

#1

Fejlen over dem alle.

Jeg har ufortjent fået en kæmpe gave. Et interview med Lene Hansson. 75 minutter med sunde erfaringer og god kemi mellem os. Og så er det, at mit hukommelseskort står af. Uden jeg opdager det. Først til sidst da hendes tid er gået, og panikken i mit ansigt blokerer for alle lyse sider, der måtte være ved dette stunt: et interview der ikke blev optaget. Man kan sige meget om tekniske problem: en slukket mikrofon er den største brøde.

 

#2

Fejlen, jeg ikke siger til nogen.

Jeg får ikke spurgt om det, jeg skal. Det er som om, at jeg kan forberede himlen fuld af stjerner og stadig ikke huske mine spørgsmål, når jeg først sidder overfor min gæst. Slet ikke alt det indlysende. Jeg lader mig rive med. Jeg går helt ind i hans/hendes øjne og skeler ikke til mit dybdegående papir.

Ikke før jeg er kommet hjem og sidder og planlægger et nyt interview, for jeg vil så gerne have svar på fx: “hvad gør man, når yoga-elever ikke følger ens instruktioner”? eller “hvad sker der lige for øjenkontakten under yoga- skal man helst ikke se hinanden i øjnene?”, men hov, det var jo netop min forrige gæst, jeg havde planlagt at spørge om det, fordi det jo netop handlede om do’s and don’ts i en yogaundervisning. (Men hey, man kan være heldig, at det lapper over hinanden. Jeg vil fx spørge en gæst til tyggegummi-tygning, hvilket frarådes i hendes bog, men i en anden udsendelse nævner en anden gæst netop den holdning til tyggegummi. Generelt gør mine slingrende spørgsmål ikke så meget galt, hvis mine gæster bare sørger for at få ordet og guide mig tilbage ad rette kurs). 

 

#3 Fejlen, jeg tager med mig hvorend jeg går og står og sidder, evt ligger.

Jeg kan ikke bare nyde, når en ven eller bekendt siger noget indsigtsfuldt. Jeg får lyst til at råbe: STOOOOOOP, jeg skal lige tænde! Men der er ingen mikrofon hos mig i den situation, bare en fejl, nemlig at jeg forveksler mig selv med en mikrofon. (Og nej, det er næppe det eneste symptom, der kvalificerer mig til en psykoanalytisk udredning).

 

#4 Fejlen, jeg virkelig ikke ved hvad, jeg skal stille op med

Nogle får en oplevelse af, at jeg er “hyper” eller oppe at køre. Andre kalder det for overgearethed (eller er det mit eget ord)? Det hele passer sikkert. Sagen er, at når jeg møder nogen, nærmest lige meget om det er en nær veninde eller en fremmed, så er jeg som en logrende hund. Opstemt.

Når så det ER en fremmed, ja så er der også en vis spændthed og mix det i den excentriske overentusiastiske følelsesophedede blanding, jeg i øvrigt er, og så har du et lettere nervøst førstehåndsindtryk, som min gæst helt ubevidst lader sig smitte af. Det er tydeligt, at min energi påvirker gæsten, for det er jo mig, der kommer der, og “vil” noget. “Hvad vil hun”, tænker de, og ser potentielt deres egen frygt, for at sige noget forkert på bånd, vokse i takt med min ivrighed.

Flere åndedrætsøvelser on air? Jeg ved det ikke.

#5 Regnefejlen

Jeg har det som om, interviewet lakker mod enden, det skal vist til at rundes af her, vi har været vidt omkring, jeg ser på uret. Men hov, der er kun gået en halv time. Lækkert, så tilfredsstiller jeg min nysgerrighed og den er- hvis du ikke ved det- umættelig! Det viser sig så bare, at der på det her tidspunkt ER gået en hel time, men fordi jeg troede kl var xx:30 da vi startede, tog jeg min gæst med ud på yderligere 30 minutter. 1,5 time på min rutschebane er ikke nemt og jeg skal- SKAL SKAL SKAL- huske at se på det ur grundigt, før vi starter.

#6 Fejlen i fejlen (forfængelighedsfejlen)

Fejlen ved at overtænke fejlen. For JA, så starter der en boremaskine i nabolejligheden, gæsten har vist alligevel ikke helt slukket telefonen, en af os sidder for tæt på mikrofonen i forhold til den anden, der kommer uventede afbydelser midt i samtalens bedste flow, jeg glemmer, jeg overtaler, jeg miskommunikerer, jeg er i tvivl om hvad jeg taler om med hvem og hvorfor og den største fejl i alt det er:  at overtænke det efterfølgende. Skulle jeg have valgt en helt anden intro …? Hvorfor sagde jeg dog ikke fra starten at… Følte hun at …sig mig, jeg fik aldrig nævnt at…åh nej der ødelægger jeg lige hele pointen… osv. Forget about it.

#nummer chok

Det fortsætter. Mine fodfejl og fejlfødder. Helt over i redigeringsdelen som jeg slet ikke er kommet til her. (TIP: Din lydtekniker får grå hår, når du kommer med et helt panikanfald og bare en halv lydoptagelse. “Jeg kan jo ikke lave lyden, hvis ikke du har optaget noget, Maria” var hans ord…nååh..). 

Men for første gang i omtrent 500 år, laver jeg det, jeg skal lave. Hele min krop vil det her projekt, og selvom det lige nu er en underskudsforretning, så tror jeg på, at hvis du lytter med og deler — DEL SELVFØLGELIG KUN HVIS du kan lide det- ja så får jeg lov til at blive ved. Ellers er det jo bare min fejl, og jeg er efterhånden ikke så ked af dem.

Håber vi ses til yoga, that’s what it’s all about.

M

Kategorier: Blog